Mange digitale kameraer har indbygget blitz, som generelt kræver, at motiverne er tæt på. Vil du have større råderum kan det anbefales at anskaffe en løs blitz. Sættes den oven på kameraet giver det ofte en bedre belysning, fordi den hæves en smule over objektivet. Og nogle kan også fås med kabler, så du kan lave mere spændende billeder ved at flytte blitzen ud til siden, længere op eller ned.

Et stativ vol også kunne gøre nytte; især hvis du skal fotografere hele familien med fjernudløser og selv skal nå med på billedet, eller hvis du vil manipulere med resultatet, ved at benytte dig af en lang lukketid.

En trefod der kan indstilles via teleskopsystemet i højden og et kuglehoved, som kan låses præcist fast kan være to af de ting, du skal se efter. Der skal også være lidt tyngde i stativet, i det tyngden sikrer bedre balance til stativet.

Kilde: BFE

I 1996 kom de første digitale videokameraer efter DV standarden (Digital Video) i handelen, og det er lykkedes dem forbløffende hurtigt at udkonkurrere de analoge videokameraer. Det skyldes flere årsager. For det første bygger DV på et 1/4" ( 6,35 mm ) bredt bånd, og en MiniDV kassette med mål som en tændstikæske (66 x 48 x 12,2 mm ) kan rumme op til 120 minutters materiale i en kvalitet svarende til dvd med digital stereolyd. For det andet gør den lille kassette det muligt at konstruere yderst kompakte og lette videokameraer. Dertil kommer at DV er en standard, som samtlige video- og fotofirmaer er enige om. Altså kan forbrugerne slippe for at vælge mellem flere båndbaserede formater.

Siden 2001 har det også været muligt at købe digitale videokameraer, der bruger indspilningsbare dvd-skiver som lagringsmedie. Disse videokameraer henvender sig først og fremmest til mennesker, som ikke vil redigere deres optagelser, men blot vil gengive dem på en almindelig dvd-afspiller med et minimum af kabler og besvær.

Standardiseringen af lagringsmediet betyder absolut ikke, at alle digitale videokameraer er ens eller leverer den samme kvalitet. Resultaterne afhænger altid af, hvad kamerasektionen opfanger, og her har firmaerne deres fulde frihed til at bruge så gode objektiver, billedsensorer og teknologier, som det passer dem.

Ligesom med digitale still-billed kameraer, er der også stort fokus omkring antallet af pixel i digitale videokameraers billedsensorer. Et højt pixel-antal (mere end 1 megapixel) i et ikke-professionelt digitalt videokamera har dog kun praktisk betydning, når kameraet bruges til optagelse af still-billeder.

Objektivet på et videokamera har typisk et optisk zoom-område på 10 gange. Det vil sige, at man kan forkorte afstanden til motivet 10 gange uden at flytte sig. For amatører har et større zoom-område kun interesse i vidvinkelområdet, hvor der f.eks. kan komme flere personer med på billedet ved optagelse på kort afstand. Optagelse med høj zoom-faktor kræver næsten altid stativ. Digital zoom fungerer ved kun at bruge en del af sensorens pixel og kan give meget grovkornede billeder.

Et udtryk for et objektivs kvalitet er dets lysfølsomhed eller største blændeåbning - det såkaldte "F" tal. En typisk værdi er 1,8, men der findes videokameraer med 1,6, 1,4 eller 1,2. Det kan også have betydning, at et objektiv bygger på teknologi fra et anerkendt optisk firma.

Hvis et digitalt videokamera også skal bruges til still-billeder, er det vigtigt at billedsensoren har høj opløsning (mange pixel). Til almindelige farvebilleder på 10 x 15 cm er det nok med ca. 1 megapixel, mens print i A4 format (21 x 30 cm ) bliver bedst med 3 megapixel eller mere.

Still-billeder lagres normalt på et hukommelseskort, som kan tages ud, eller hvis indhold kan overføres til en computer via et USB kabel.

De mest avancerede videokameraer kan have meget til fælles med kameraer, som bruges af tv-stationer og andre professionelle. Som eksempler på professionelt udstyr kan nævnes:

• 3-CCD teknik - en sensor for hver RGB grundfarve kan give klarere billeder.
• Widescreen 16:9 format - udnytter moderne tv og fladskærme.
• High-Definition teknik - op til 1.080 vandrette linier mod normalt 576 kan give meget skarpe billeder.

Kilde: BFE

De første videokameraer var rene kameraer, der kunne fungere sammen med en stationær eller transportabel videobåndoptager. I midten af 1980'erne lykkedes det at sammenbygge kameradelen med optagesektionen, og de første camcordere var en realitet. Siden har "videokamera" været den almindelige betegnelse for et videokamera, der er kombineret med en videooptager.

Oprindelig brugte firmaerne deres eksisterende videobånd i videokameraer. Det betød, at specielt et VHS videokamera blev ganske stort, tungt og klodset.

Derfor blev der hurtigt udviklet mere kompakte kassetteformater. I VHS familien blev det VHS-C, som også kaldes VHS-Compact eller Compact VHS. Denne kassette fylder ca. 1/3 af en normal VHS kassette og har en spilletid på op til 60 minutter på SP (Standard Play) optagehastighed. Selve VHS-C båndet er det samme som i en VHS kassette i fuld størrelse, og en VHS-C kassette har den fordel, at den kan gengives i enhver VHS video ved hjælp af en billig mekanisk kassette-adapter.

Sony var den drivende kraft bag Video 8 systemet i slutningen af 1980'erne, hvor det blev muligt at gøre videokameraer endnu mere kompakte. Video 8 har omkring samme størrelse som et almindeligt audio-kasettebånd, og kan rumme op til 90 minutters optagelse i højeste kvalitet. En yderligere fordel ved Video 8 er lyden, som er i Hi-Fi kvalitet, men dog i mono. Video 8 kassetter er ikke kompatible med VHS videoer, og optagelser gengives ved at forbinde kameraet direkte til et tv eller en videooptager.

Omkring 1990 blev både VHS-C og Video 8 videreudviklet til henholdsvis Super-VHS-C og Sony opfindelsen Hi-8. Disse teknologier giver skarpere billeder ved at øge den vandrette opløsning fra ca. 250 til 400 linier, og desuden er det muligt at optage lyden i HI-FI stereo kvalitet. Super-VHS-C og Hi-8 formaterne er bagud kompatible med henholdsvis VHS-C og Video 8. Det vil sige, at de tidligere kassetter kan gengives i de nyere videokameraer, men ikke omvendt.

Kilde: BFE

Det digitale kamera er ét af de mest voksende elektroniske produkter, og set i det store perspektiv betyder den store udbredelse også, at verdensscenen skifter i disse år: Medierne får flere og flere billeder fra amatører, som er øjenvidner – og ofte er de tilstede før pressefotograferne når frem.

Det digitale/elektroniske kamera udmærker sig desuden ved her-og-nu-effekten, hvor film før i tiden først skulle tages færdig og derefter indleveres til fremkaldelse og kopiering. På de fleste digitale kameraer kan du se optagelsen med det samme på et lille lcd-display – og lave den om, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende. Billederne kan overføres til en computer eller vises på tv'et, hvor du kan se dem i stort format til fremvisning. Dette kan både gøres via kabler og trådløst.

Der er dog stor forskel på optageteknikken i et kamera med film og et digitalt kamera. På det digitale kamera optages billederne på et hukommelseskort. Det digitale kamera virker teknisk set som et video- eller filmkamera, hvor hvidbalancen stilles for at farverne står korrekt. Det foregår normalt automatisk, men på avancerede kameraer kan det også gøres manuelt. Manuel indstilling kan foretrækkes, hvis fotografen har tilstrækkelig erfaring og viden om omgivelsernes betydning for resultatet af billedet.

Der er en række faktorer, som spiller ind, når billedkvaliteten skal vælges. Kameraets opløsning kan være en tommelfingerregel: Jo højere tal jo bedre. Amatørkameraer ligger på typisk 8-10 megapixel, mens professionelle går op til knapt 25 megapixel, men det ændre sig hele tiden, så kontakt din lokale butik for det aktuelle niveau. 

Også objektivets evne til at tegne skarpt betyder noget, og et billigt objektiv trækker ned selv om antallet af megapixel er højt.

Endelig spiller det enkelte billedes opløsning ind. Jo lavere opløsning, jo flere billeder kan der ligge på et kort. Derfor skal du overveje, hvad du skal bruge billederne til. En opløsning på 72 dpi (dot/prikker per inch/tomme) er fint på en computerskærm. Men skal billedet printes ud, vil en højere opløsning være en god idé, og skal det trykkes i et blad, skal opløsningen være 266 eller 300 dpi.

Når du skal vælge hvilket kamera du vil købe, vil det derfor være klogt at du overvejer, hvad kameraet skal bruges til, tjekker udbuddet og spørger fagfolk. I de fleste af vores butikker kan du også prøve det – tag et portræt indendørs, og gå ud på gaden og tag et par billeder tæt på (evt. med tele) og oversigtsbilleder.

Kilde: BFE
 

Kapaciteten ændre sig hele tiden, så forhør dig hos din lokale Expert butik og se den aktuelle kapacitet. Du kan også kigge i vores Netbutik, hvor vi har et bredt udvalg af hukommelses kort. Kortene kan blive fyldt eller der kan opstå fejl på dem, og derfor er det altid klogt at have mindst ét i reserve.

I mange tilfælde kan du betale dig fra at få reddet optagelserne på et ødelagt kort – men der er to måder at forebygge at kortet strejker. For det første kan det anbefales at kortet købes fra anerkendte producenter, idet billige kort i mange tilfælde har vist sig at være ustabile, ligesom pasformen gør, at de kan ødelægge kameraet, fordi de presser de fintfølende kontakter. Et andet godt råd er at man formaterer kortet – både når det tages i brug første gang og ind i mellem. Inden man formaterer hukommelseskortet skal man selvfølgelig huske at gemme de ønskede billeder andetsteds, ellers går de fortabt ved formateringen.

Kilde: BFE

I dette marked findes der mange forskellige ”formater”, som ligeledes er forskellige i den fysiske størrelse.

USB – Flash: En hukommelse som bruges direkte i USB stikket og giver et extra drev. Bliver kaldt mange forskellig ting, som f.eks Pen-drev, Store’N’Go mm. Findes i versioner USB 1.0 og USB 2.0 High Speed.

Compact Flash: Et lille firkantet kort (42*36*5 mm). Der findes 2 versioner Type I og II

Smart media: Et meget fladt kort (47*37*0,76 mm)

Multi Media-kort: Et lille og tyndt kort (32*24*1,4 mm) – kan i visse tilfælde bruges i stedet for Secure Digital

Secure Digital: Et lille og tyndt kort (32*24*2,1 mm) - Kortet kan typisk aflæses i Multimediacard-porte.

RS-MMC: En mindre udgave af Multi Media-kort

Mini SD: En mindre udgave af Secure Digital

xD picture-kort: Et lille kort med en bue i den ene side (20*25*1,7 mm) . eXtreme Digital picture-kort er fysisk set et af de mindste kort, men dog med stor kapacitet.

Memory Stick: Et lidt aflangt kort (50*24*2,8 mm) Der findes også en PRO udgave, som ikke er kompartibelt med standard udgaven.

GODE RÅD:
Det skal også siges at disse kort hele tiden bliver større og større og at der kommer nye typer hvert år.

I mange tilfælde kan du betale dig fra at få reddet optagelserne på et ødelagt kort – men der er to måder at forebygge at kortet strejker.

For det første

kan det anbefales at kortet købes fra anerkendte producenter, idet billige kort i mange tilfælde har vist sig at være ustabile, ligesom pasformen gør, at de kan ødelægge kameraet, fordi de presser de fintfølende kontakter.

Et andet godt råd

er at man formaterer kortet – både når det tages i brug første gang og ind i mellem.

Inden man formaterer

hukommelseskortet skal man selvfølgelig huske at gemme de ønskede billeder andetsteds, ellers går de fortabt ved formateringen.

Kortene kan blive fyldt eller der kan opstå fejl på dem, og derfor er det altid klogt at have mindst ét i reserve.

Kilde: BFE

Der findes flere navne for jordbaseret digitalt TV, DTT (Digital Terrestrial TV), men DVB-T er den tekniske sendestandard.  

Digitalt jordbaseret TV er nyt i Danmark, men har eksisteret i flere år i blandt andet Sverige, Finland og Tyskland, og England er også godt med. Digitalt TV har eksisteret i Danmark i mange år, hvor kanalerne er modtaget via satellit og kabel.

Det digitale net startede op med 3 kanaler: DR, DR2 og TV 2. Der vil komme tilbud til hørehæmmede, som ikke tidligere har været mulige, hvor man frit kan vælge, om man ønsker undertekster eller ej, og der vil komme nye interaktive tjenester.

Hvordan skal jeg som forbruger forholde mig?

Har du et eksisterende eget antenneanlæg, kan det formentligt i første omgang benyttes uændret til at fremføre antennesignalet, men der kan komme tilfælde, hvor ændringer er påkrævet. Det afhænger af alderen og konstruktionen af anlægget.

Ønsker du at modtage digitalt TV, skal du investere i en DVB-T modtager som kan tilsluttes alle TV, også selv om det ikke er et bredformat TV.

Hør mere om DVB-T modtagere i vore forretninger.

Kile BFE

På HD TV (High Definition TV), der skal kunne modtage både det analoge TV-signal, som vi kender, og fremtidens digitale signal, skal der være bestemte stikindgange. Her er det ikke nok med de gamle antenne- og scartstik. TV’et skal være HD Ready, og det skal fremgå tydeligt af producentens specifikationer. Der vil også være en HD Ready mærkat på produktet.

Der skal være en indgang, som kan modtage HD-signalet via DVI eller HDMI. DVI er til modtagelse af billede alene, mens HDMI håndterer både billede og lyd. Disse to indgange kræver begge specielle stik bag på fjernsynet, som tilslutter HD TV’et med set-top bokse (der omformer TV-signalet), video, DVD og andet udstyr. Vær opmærksom på, at der i forbindelse med stikspecifikationerne står HDCP (Hign Bandwidth Content Protection), som bliver et fremtidigt krav for at kunne gemme og efterfølgende se HD-udsendelser.

Kilde: BFE

Der er næppe tvivl om, at stereoanlægget er årsagen til, at masser af mennesker verden over har fået et andet forhold til musik. Med vinylpladen samt pop- og beatmusikkens udbredelse blev stereoanlæggene fast inventar i mange hjem - ikke mindst på teenageværelserne.

Et stereoanlæg består af to højttalere, en forstærker og en ”musikdel”: eksempelvis en grammofon, en radio, en båndoptager og en cd-afspiller.

Stereo henviser til at der bruges to højtalere, og du kan også støde på benævnelsen hi-fi eller high fidelity, som betyder ”høj troværdighed”. Stereo giver nemlig en lyd, som er tættere på virkeligheden.

Det er en opfindelse fra 1950’erne, men vi skal op i 1960’erne før stereo for alvor blev udbredt.

Senere er surround-sound kommet til, hvor lyden virkelig omgiver lytteren: Her bruges fem eller seks højtalere fordelt omkring lytteren. Det betyder, at musikken gengives endnu tættere på virkeligheden. Flere og flere spillefilm og tv-programmer kan efterhånden opleves i surround-sound.

Siden efteråret 2003 har de førende pladeselskaber udsendt nye indspilninger og et stigende antal fra bagkataloget i Super Audio-formatet sacd, som ofte kan udnytte et surroundanlæg.

Tendensen er også, at det traditionelle stereoanlæg udskiftes med mere avancerede musikanlæg, der kombinerer dvd- og cd-afspilning med radio, tv og dvd-optagere.

Kilde: BFE
 

Receiver er det engelske udtryk for 'modtager', og henviser til en radiomodtager. I de fleste moderne hi-fi-systemer vil forstærkeren og receiveren være kombinerede i et og samme rack.

Forskellen på en forstærker og receiver - receiveren har indbygget radio.

Der findes i dag kun et mindre udvalg af løse receivere, da de fleste anlæg købes samlet som et hjemmebio/surround-sound system.

Receiveren er samlingspunktet i anlægget, og derfor er det vigtigt, at den kan opfylde dine behov. Den skal have de tilslutningsmuligheder, der skal til for, at du får dækket dine behov. Du skal overveje hvilke og hvor mange, højttalere du vil benytte, samt hvor mange kilder du vil skifte i mellem - f.eks. dvd, cd, minidisc, pladespiller, kassettebåndoptager mm.

Receiveren og højttalerene skal også være ”tilpasset” hinanden - det er det svageste led i kæden, der er afgørende for din samlede lydoplevelse.

Kilde: BFE

Der findes i dag kun et mindre udvalg af løse forstærkere, da de fleste anlæg købes samlet som et hjemmebio/surround-sound system.

Men da der inden i alle stereo-anlæg og surround systemer er en forstærker indbygget, så er virkemåde og kvalitet stadig interessant. I et stereoanlæg er der  to forstærker-kanaler, nemlig højre og venstre. I en surroundforstærker / surround system er der mellem fem og syv forstærkere, Det afgøres at antallet af kanaler, som systemet kan håndtere ( f.eks. et 5.1 system) Læs mere under Surround sound.

Der findes enkelte meget kostbare forstærkere til HIGH-end brugere, disse forstærkere er opbygget med radiorør, men ellers er de fleste af dem baseret på transistorer.

Der findes både analoge og digitale forstærkere. Den tekniske forskel kommer her:

I de analoge forstærkere flytter transistorerne deres arbejdspunkt i takt med lydsignalet. I de digitale forstærkere skifter transistorerne hele tiden mellem at være helt åbne eller helt lukkede. De analoge forstærkere er simple og solide.

De digitale forstærkere udvikler næsten ingen varme, og fylder ikke ret meget. Men man kan ikke sige at den ene teknologi er bedre end den anden. Digitale forstærkere hedder også Class D-, Switch-, eller Puls-forstærkere

Forstærkeren og højttalerene skal også være ”tilpasset” hinanden - det er det svageste led i kæden, der er afgørende for din samlede lydoplevelse.

Kilde: BFE
 

I 1981 blev den første compact disc (cd), præsenteret, og siden kan man roligt sige, at hele verden har taget den tynde skive til sig.

Oprindeligt var visionen, at cd-skiven skulle kunne bruges i biler, og derfor skulle den holdes nede i størrelse - ligesom det også var vigtigt, at den kunne rumme meget.

De første cd-afspillere var løse afspillere, som via et kabel kunne kobles til det eksisterende stereoanlæg, radio etc. Men i takt med udbredelsen af cd'skiven – i denne forbindelse først og fremmest i form af, at pladeselskaberne relativt hurtigt skiftede lp-pladen ud med cd-skiven – kom der hurtigt musikanlæg på markedet med indbyggede cd-afspillere.

Den indtil da meget populære kassettebåndoptager blev i høj grad afløst af ghettoblastere og andre transportable musikafspillere med cd-afspiller i. Kassettebåndet måtte også vige pladsen for cd-skiven i de fleste bilradioer. I dag kan man få avancerede musikanlæg til hjemmene, hvor cd'er kan afspilles – men udviklingen af dvd-skiven har gjort, at cd-afspilleren er overhalet af dvd-afspilleren, der har den fordel, at den kan afspille begge formater; altså både musik på cd-skive og film/tv på dvd-skive.

Dette er et stort og vigtigt område, for det er her anlæggets kvaliteter kommer til udtryk.

Forstærkeren og højttalerne skal også være ”tilpasset” hinanden - det er det svageste led i kæden, der er afgørende for din samlede lydoplevelse.

Ved valg af højttalerne skal der også ses til ens favorit musik for at skabe den bedste lydoplevelse.

Der findes højttalere i mange forskellige prislejer, men det er vigtigt at gøre sig klart om højttalerne skal stå på gulvet, eller om de skal hænge på væggen eller fra loftet. Placeringen af højttalerne i forhold til møblerne skal også overvejes, da nogle højttalere måske med lidt god vilje kan kaldes skulpturelle og måske indgå i stuens indretning.

Subwoofer
Er bas (de dybe toner) højttaleren i et surround sæt,

Det er samtidig vigtigt at sikre forbindelsen mellem anlægget og højttalerne med gode kabler og stik for at sikre en god gengivelse af optagelserne.

Hør din favoritmusik på højttalerne for at danne dig et indtryk, inden købet.

Kilde: BFE

Når du kommer hjem med dit nye lydanlæg, er første opgave at få anlægget placeret, så det bliver en integreret del af hjemmet og er let at betjene. Dette er ikke altid lige let, og ofte passer de eksisterende møbler ikke helt til det nye anlæg. Heldigvis findes der et bredt udvalg af møbler specielt til dette formål, så uanset om du vil have et traditionelt HI-FI-rack eller drømmer om at hænge alle apparaterne på væggen, har radiohandleren en række løsninger til dig. Husk også, at højttalernes placering er vigtig for din musik oplevelse, så derfor er højttalerstandere og/eller vægophæng en god investering.

Ved at vælge kvalitets kabler, kan du opnå en forbedring af lydkvaliteten. Dette skyldes blandt andet anvendelsen af bedre og kraftigere materialer I kabel og stik samt bedre støjdæmpning. Stikkene kan være forgyldte, og der kan være anvendt materialer som teflon og sølv i kablet, alt sammen for at give det bedst mulige signal. Lydkvaliteten er aldrig bedre end det svageste led I kæden, så du skal både kikke på antennekablet, signalkablerne mellem dine apparater og højttalerkablerne mellem apparaterne og højttalerne. Lån eventuelt et par kabler med hjem fra din radiohandler og skift mellem dem og et standardkabel.

Kilde: BFE

Den engelske betegnelse ’surround-sound’ kan direkte oversættes til ”omgivende lyd”, og der er virkelig tale Den engelske betegnelse ’surround-sound’ kan direkte oversættes til ”omgivende lyd”, og der er virkelig tale om at være omgivet af lyd: Lytter du til musik, er det som at være med til koncerten, gælder det fodboldkampen, er det som at være med på tilskuerpladserne, og filmen minder om at være i biografen.

Et surroundanlæg består af fem eller seks højttalere: to er placeret ved siden af anlægget eller fjernsynet (front), én er placeret oven på anlægget (center), mens de to sidste er anbragt modsat anlægget (bag). De to førstnævnte kan have indbygget en subwoofer – ellers vil subwooferen være den sjette højtaler, som normalt placeres ved fjernsynet. Der findes også surroundsæt med syv og otte højttalere.

Sådan opstilles et surroundanlæg: Centerhøjttaleren anbringes over eller under tv-billedet. Fronthøjttalerne placeres på hver side af fjernsynet – med lige stor afstand til det, og pege ind mod lytteren. En tommelfingerregel er, at afstanden mellem de to fronthøjttalere skal svare til afstanden mellem fronthøjttaleren og lytteren.

Hvis subwooferen ikke er indbygget i fronthøjttalerne, placeres den enten ved fjernsynet eller ved lytteren – for at undgå for mange tværgående ledninger vil de fleste nok placere den ved siden af fjernsynet. Baghøjttalerne placeres på hver side af lytteren, så de retter sig mod lytteren. En anden tommelfingerregel er, at højttalerne skal være placeret i en højde på 180-220 cm fra gulvet.

Der findes også højttalersystemer bestående af 2 højttalere og en subwoofer, der kan simulere surround-sound - også kaldet front surround. Lyden kastes rundt i lokalet og lyder næsten som almindelig surround-sound. Man slipper således for at trække kabler til baghøjttalerne.

På de DVD-film man køber eller lejer, kan lydsporet hedde noget forskelligt.

Dolby Prologic er et analogt surround system, hvor man deler de to kanaler, der er i et almindeligt stereo signal ud til alle systemets højttalere. Efter dagens standard er systemet lidt gammeldags, men kan dog stadig bruges til at skabe surroundlyd direkte fra TV, VHS og andre stereokilder.

Dolby Digital er et digitalt lagret lydsystem, hvor hver kanal har sit eget spor. Opløsningen er som CD i hver kanal, og derfor er lyden meget ren og klar.

Dolby Prologic II kan gengive multi-kanal surroundlyd på basis af forskellige lydkilder, bl.a. 2-kanal kilder som videobånd og cd´er, så du oplever filmen i 5.1 kanal surroundlyd. Der er 2 effektindstillinger.
Movie skaber en dynamisk lyd, som nærmere sig den akustiske kvalitet.
Music giver CD-signaler i 2-kanal stereo surroundvirkning, næsten på niveau med materialer kodet med 5.1

DTS er meget lig Dolby Digital, men giver en lille smule renere lyd, da man her bruger lidt flere bits til hver kanal.

Dolby Digital 3/2 er et andet navn for Dolby Digital 5.1

Dolby Digital Surround EX er et andet navn for Dolby Digital i 6.1 kanaler

DTS-ES / DTS-ES Discrete er andre navne for DTS i 6.1 kanaler

THX er ikke et separat lydsystem. Det benyttes sammen med enten Dolby Prologic, Dolby Digital eller DTS. THX er en minimums standard for en række tekniske parametre, som skal være opfyldt for rigtig god surroundlyd. THX standarden er defineret af LucasFilm, som har film som StarWars og Indiana Jones.

Antal af kanaler - Ofte er lyden også beskrevet med et tal, der angiver antallet af kanaler, f.eks. 2.0 , 5.1, 6.1, 7.1 og lignende.
Tallet før punktummet fortæller hvor mange kanaler, der gengiver hele det hørbare frekvensområde. Tallet efter punktummet angiver om der er subwoofer (separat dyb-bas-højttaler) eller ej. Hvis der står et 1-tal efter punktummet så er der subwoofer med. Ved 5.1 er der således 5 højttalere og 1 subwoofer. Ved 7.1 er der 7 højttalere, hvoraf de 4 er baghøjttalere og 1 subwoofer.

Kilde: BFE

Hjemmebio er et relativt nyt begreb – og benævnes også ofte som et surround-sound system.

Udover et tv eller en projektor til at fremvise billederne på og med, samt højtalere til lyden, er et apparat til afspilning også et vigtigt element. I denne sammenhæng er en dvd-afspiller et velegnet apparat, idet den gengiver både lyd og billede i høj kvalitet.

For at man på lydsiden kan sikre sig souround-sound, er det nødvendigt at man fremskaffer sig en souround-sound-reciver, som fordeler den rigtige lyd ud i de rigtige højtalere. Tryk på følgende link for yderligere information om surroundanlæg.

Omkring år 2000 dukkede dvd-optageren op – en naturlig afløser for VHS-optageren (videobåndoptageren). Naturlig, fordi dvd-skiven er kommet til, og fordelene er mange, når man sammenligner dvd med VHS:

Dvd-skiven bliver ikke slidt af brug. Den fylder væsentlig mindre. Dvd-optageren finder selv ledig plads – du skal ikke spole frem og tilbage på båndet. Indeksbilleder med fakta giver en hurtig oversigt over, hvad der findes på dvd-skiven. Kvaliteten - og dermed hvor meget, der kan være på en dvd-skive – kan varieres fra optagelse til optagelse.

Vælges den højeste kvalitet til optagelser – eller benyttes originale spillefilm – vil du få høj kvalitet på tv-skærmen.

Via scart-stikket kan videobåndoptageren og dvd-optageren forbindes, og på den måde er det muligt at overføre indholdet på dine videooptagelser til dvd-skiver, så du har fuld glæde af ”det gamle format”. Købevideoer har for de fleste en kopibeskyttelse der spærrer for kopiering.

Du kan også få dvd-optagere, som automatisk registrerer optagelserne, så du på din tv-skærm hurtigt får et overblik over, hvilken dvd-skive, du skal finde eksempelvis fodboldlandskampen eller de digitale videooptagelser fra ferien.

Den digitale dvd-optager har også den fordel, at det i mange tilfælde er muligt at opdatere softwaren via Internettet.

Den nyeste generation af dvd-optagere rummer også en harddisk, og nogle modeller tillige en buffer: Bufferen kan automatisk optage de seneste timer fra en valgt kanal, så du altid er helgarderet.

Vælger du at optage med det samme eller via timeren, kan du gemme tv-programmet på harddisken. Fordelene er, at du samtidig kan se et andet program eller eksempelvis en film på en dvd-skive. Du kan også begynde at se en optagelse før programmet er færdigt, mens dvd-optageren fortsætter med at optage. Vælger du bagefter at gemme optagelsen fra harddisken, overføres den hurtigt til en dvd-skive.

Kilde: BFE

En video er typisk stationær og bruges i hjemmet – nogle bruger også udtrykket video om et videokamera. En video bruges til at optage fra antennesignalet eller afspille optagelser fra videobånd. De fleste videoer kan desuden optage (overspille) fra en anden videobåndoptager eller et videokamera. De fleste producenter leverer i dag videoer i båndformatet VHS, som giver en spilletid på op til 5 timer.

De fleste videofilm, man kan købe eller leje, har stereolyd. Oplevelsen af musik er meget bedre i stereo end i mono. Hvis man har en Pro Logic forstærker og/eller et stereo tv, kan det anbefales at købe en stereo video for at få udnyttet mulighederne i andet udstyr.

I dag har alle videoer et scartstik. Benyt et scartkabel til at forbinde tv og video. Dette vil forbedre kvaliteten af det viste signal. Skal der optages på én kanal, men vises en anden, skal der også installeres et koakskabel mellem video og tv.

Med Long Play (LP) vil spille- og optagetiden på et videobånd blive fordoblet, da videoen kører på halv fart. Kvaliteten af billede og lyd vil dog ikke være på niveau med de almindelige Standard Play (SP) optagelser.

Videobåndoptageren (VHS-maskinen) er efterhånden ved at blive afløst af dvd-optageren. En stor fordel er, at du via et scartstik kan overspille alle dine videobånd til dvd-skiver, så de gamle optagelser fortsat kan opleves.

Kilde: BFE

På HD TV (High Definition TV), der skal kunne modtage både det analoge TV-signal, som vi kender, og fremtidens digitale signal, skal der være bestemte stikindgange. Her er det ikke nok med de gamle antenne- og scartstik. TV’et skal være HD Ready, og det skal fremgå tydeligt af producentens specifikationer. Der vil også være en HD Ready mærkat på produktet.

Der skal være en indgang, som kan modtage HD-signalet via DVI eller HDMI. DVI er til modtagelse af billede alene, mens HDMI håndterer både billede og lyd. Disse to indgange kræver begge specielle stik bag på fjernsynet, som tilslutter HD TV’et med set-top bokse (der omformer TV-signalet), video, DVD og andet udstyr. Vær opmærksom på, at der i forbindelse med stikspecifikationerne står HDCP (Hign Bandwidth Content Protection), som bliver et fremtidigt krav for at kunne gemme og efterfølgende se HD-udsendelser.

Kilde: BFE
 

En DVD/harddisk-optager giver helt nye muligheder for, at man selv kan tilrettelægge TV-kiggeriet. Sidder man midt i et spændende program, går man ikke glip af noget, selvom telefonen ringer, børnene skal puttes, eller man skal kigge til maden.  

Vælger man at optage med det samme eller via timeren, kan man gemme TV-programmet på harddisken. Fordelene er, at man samtidig kan se et andet TV-program eller eksempelvis en film på en DVD. Man kan også begynde at se en optagelse, før programmet er færdigt, mens optageren fortsætter med at optage. Vælger man bagefter at gemme optagelsen fra harddisken, overføres den nemt og hurtigt til en DVD.

Det er også muligt at købe fjernsyn med indbygget harddisk. Fælles for harddisk-optagere og TV med indbygget harddisk er, at du kan sætte optagelsen i gang, og hvis telefonen så ringer, eller kaffen skal sættes over, går du ikke glip af udsendelsen. Efterfølgende kan du eksempelvis springe de indlagte reklamer over.

Normalt vil du også kunne slutte et digitalt videokamera til for herefter at kunne se optagelserne på TV-skærmen eller overføre dem til en DVD. Gemt på en DVD eller optagerens harddisk vil du ofte også have mulighed for at redigere i optagelserne.

Kilde: BFE

Et almindeligt TV-billede består af 576 linier lodret og 720 punkter vandret (betegnes 720 x 576). Det har det gjort, siden den såkaldte PAL-standard blev indført i 1960'erne og det har hidtil været tilstrækkeligt, da de fleste billedrørs-TV ikke er større end 32".

Med udbredelsen af flade TV er skærmene imidlertid blevet større, ofte 42", og behovet for en afløser til PAL-standarden bliver efterhånden mere udtalt. I USA slukker man for det gamle TV-signal i 2008, hvor det p.t. er ved at blive afløst af et digitalt, højtopløst signal – HD TV. HD TV arbejder med op til 1080 linier lodret og 1920 punkter vandret, og dermed kan man skabe fantastisk flotte TV-billeder, der er meget virkelighedstro.

I Europa startede HD TV på Astra-satellitten i begyndelsen af 2004 med kanalen EURO1080. Vigtige sportsbegivenheder som EM i fodbold og OL 2004 er delvist optaget i HD-format, således at man i fremtiden kan se fortidens højdepunkter i flot kvalitet. De nationale TV-stationer – herunder DR og TV2 - er tilbageholdende og afventende overfor de nye teknologier, da en beslutning om overgang til HD TV er betinget af politikernes velvilje.

Det er i dag muligt at sikre sig HD-kompatibilitet, når man køber et nyt TV. Visse af de nye Plasma- og LCD TV – især i de større udgaver – er allerede udstyret, så de kan vise de højtopløste TV-signaler, der kommer i fremtiden.

Men de udnytter også automatisk det nuværende udsendelsesformat. Og de gode TV indeholder en beregningsmetode, der sikrer, at billedet ikke forvrænges markant, så eksempelvis personer bliver alvorligt bredskuldrede i WideScreen. De fleste har også mulighed for at vise det originale udsendelsesformat. 

Hvordan sikrer man sig, at den nye investering er klar til HD TV? Der er tre ting, der skal være i orden:

For det første skal selve skærmen (eller panelet, som det kaldes) have mindst 720 fysiske linier. Der må gerne være flere, men ikke færre linier, da skærmen ikke vil være i stand til at gengive det forbedrede HD-signal.

For det andet skal der være en indgang, der kan tage imod HD-signalet fra en HD-modtager. Det velkendte scartstik kan ikke anvendes, da signalerne i scartstikket ikke er HD-kompatible. Det samme gælder Composite Video eller cvbs-indgange, der kendes på gule phono-stik. De anvendelige indgange er Component Video (3 phono-stik på række), DVI eller HDMI. De to sidstnævnte er digitale indgange med specielle stik.       

Hvis der anvendes DVI- eller HDMI-indgange, skal disse være forsynet med en teknologi til ophavsretsbeskyttelse, der hedder HDCP (High Bandwidth Content Protection). Dette er ikke noget, man kan se på stikket, så man skal indhente oplysningen fra f.eks. producentens informationsmateriale eller brugsanvisning. Hvis der ikke er HDCP med i det digitale billedsignal, vil de fremtidige HD-produkter som TV og DVD-afspillere ikke vise billede på TV'et.

For det tredie skal TV’et kunne gengive en progressiv scanning på 720p (min. 1280 x 720 ved 50 & 60 Hz) og kunne vise 1080 linier i interlaced scanning (min.1920 x 1080 ved 50 & 60 Hz) dette format ses under betegnelsen 1080i.

Er disse tre kriterier opfyldt, vil du være godt udstyret til fremtidens TV, og produktet vil opfylde de krav, der stilles, for at det kan kaldes HD Ready. Produkter, der overholder HD Ready kravene, mærket med specielt logo.

Kilde: BFE

Plasma-TV er baseret på plasma-paneler. Selve skærmen er opbygget som en matrix af celler indeholdende plasma-gas, og tre celler - rød, grøn og blå - udgør én pixel. Når en plasma-celle modtager en elektrisk spænding, genererer den usynligt UV (ultraviolet) lys. Dette UV-lys rammer farvede fosfor-punkter - røde, grønne og blå - og danner et synligt billede. Plasma-celler kan sammenlignes med lysstofrør, og teknologien sætter en nedre grænse for, hvor små de enkelte celler kan blive. Derfor har markedets mindste plasma-TV en skærmstørrelse på 37". Opadtil er det kun produktionsfaciliteterne, der sætter grænsen, og i 2006 kunne man købe et plasma-TV på 65" eller - hvis prisen var helt underordnet - 103".

En LCD-skærm er opbygget som en matrix af celler med flydende krystal-molekyler, og tre celler - rød, grøn, blå - udgør én pixel. Bag skærmen er der baggrundsbelysning. Når de flydende krystal-molekyler modtager en elektrisk spænding, ændrer de orientering. Populært sagt fungerer de som små "spejle", som skal dreje sig. Afhængigt af deres orientering, enten overfører eller blokerer LCD-cellerne for lys fra baggrundsbelysningen, så der dannes et synligt billede. LCD-celler kan gøres næsten vilkårligt små - tænk blot på skærmene på mobiltelefoner, kameraer osv. Derfor er alle mindre fladskærms-TV af LCD-typen, men det er også muligt at fremstille meget store skærme med denne teknologi. Ved udgangen af 2006 kunne man købe 46" LCD-TV med 52" lige på trapperne, og verdensrekorden var 82".

Fælles for begge teknologier er - når der vælges en kvalitetsskærm - at billedet kan blive utrolig skarpt og med strålende farver. Et andet fælles træk er, at - modsat et almindeligt TV med billedrør - påvirkes et fladskærms-TV ikke af magnetisme fra højttalere eller lignende.

Man kan ikke sige, at den ene teknologi er bedre end den anden, selv om der er forskelle.

Levetiden på både LCD og plasma er i dag minimum den samme, som kendes fra billedrørs-TV, og nogle firmaer lover op til 60.000 timer. Det vil sige, at hvis sådan et TV er tændt i 8 timer i døgnet, bør selve panelet kunne holde i 20 år.

Plasma-TV er kendt for at have den bredeste betragtningsvinkel, så man kan se et godt billede på skærmen fra næsten enhver plads i et rum. De seneste LCD-generationer er dog stærkt forbedret på dette punkt.

Indbrænding er en medfødt svaghed ved plasma-teknologien. Det vil sige, at et stærkt lysende motiv, f.eks. en TV-kanals logo, kan blive stående permanent på skærmen efter nogle timers modtagelse. Stort set alle plasma-TV minimerer risikoen for indbrænding ved hele tiden at flytte billedet nogle pixel, så de samme celler ikke lyser konstant. LCD-skærme lider ikke af dette problem.

Plasma-celler har en kort responstid og kan derfor tænde og slukke meget hurtigt. Dette er vigtigt ved visning af sport og andre programmer med motiver i hurtig bevægelse. Hvis skærmen ikke kan følge med, kan der være en "komethale" efter en bold. Tidligere kunne LCD-skærme have den slags efterslæb. I dag er teknologierne blevet så jævnbyrdige på dette punkt, at den digitale behandling af videosignalerne kan have større betydning end den nøgne responstid for denne dimension i billedgengivelsen.

Det store flertal af fladskærme er HD-Ready. Det vil sige, at deres opløsning og tilslutninger opfylder de krav, som stilles til gengivelse af HDTV (High-Definition TV). HD-Ready mærket giver en vis fremtidssikkerhed, men er ingen garanti for høj billedkvalitet.

Kilde: BFE

På ét punkt har de smarte fladskærme ikke gjort det nemmere at være forbruger - der er kommet mange flere skærmstørrelser at vælge imellem!

Dengang der kun fandtes billedrørs-TV, købte man typisk et 25" eller 28/29" TV til stuen - 28" eller 32", hvis man ville have WideScreen format - og mindre skærme ned til 15" til de andre rum. Skærmstørrelsen var selvfølgelig vigtig, men den store dybde på billedrørs-TV satte også grænser - især hvis TV'et skulle ophænges på væggen eller stå på en hylde for ikke at være alt for meget i vejen.

Fladskærms-TV giver en helt anden frihed. Skærmene begynder stadig omkring 15", men opadtil er der nærmest ingen grænser, og uanset hvor stor skærmen er, er dens dybde eller tykkelse maksimalt 15 cm.

32" er en populær skærmstørrelse i Europa, men 40/42" TV er stærkt på vej, og 50" plasma-TV er prismæssigt kommet inden for manges rækkevidde. Skal skærmen være endnu større, kan man få 65", 80" og endda 103", og hvis det ikke skulle være nok, er et projektions-TV eller en biografløsning med projektor og lærred altid en mulighed.

Generelt anbefales det at købe meget større fladskærme end traditionelle TV med billedrør. Dengang en 28" skærm med en synlig diagonal på 66 cm var et almindeligt TV i stuen, anbefalede man en betragtningsafstand godt 3 meter - 5 gange så stor som skærmdiagonalen.

Med en fladskærm bør forholdet mellem skærmdiagonalen og betragtningsafstanden være meget mindre end med et billedrørs-TV.

Hvis man vil have fuldt udbytte af film og sportsprogrammer, bør skærmen fylde hele det naturlige synsfelt. Det vil sige, at betragtningsafstanden bør være omkring 2 - 3 gange så stor som skærmdiagonalen. Den optimale afstand mellem en 42" fladskærm med en diagonal på 107 cm og den bedste plads i sofaen bør således ikke være længere end ca. 3 m.

Nogle mennesker går ikke så højt op i deres TV-kigning, og nogle steder, f.eks. i køkken/alrum, soveværelser og hjemmekontorer, kan det være en fordel, hvis fladskærmen ikke virker for dominerende. Sådanne steder kan et TV på 32" eller mindre være på sin plads, men skærmen bør ikke være så lille, at det bliver vanskeligt at læse undertekster og anden information

Når det bliver mere almindeligt med HDTV samt materiale i HD kvalitet fra discs, satellit, kabel eller antenne, kan betragtningsafstanden til et Full-HD TV reduceres yderligere. Så kan alle detaljerne kun ses, hvis betragtningsafstanden er endnu kortere end normalt med fladskærme - ned til 2 gange skærmdiagonalen eller mindre. Det vil faktisk sige, at en Full-HD skærm aldrig bør være mindre end 40".

I en stor forretning med masser af udstillede TV kan det være svært at bedømme skærmstørrelser. Så kan det hjælpe, hvis man har forberedt sig ved at medbringe en snor med en længde som den typiske betragtningsafstand derhjemme. Så kan man nemt stå eller sidde i den rigtige afstand i forhold til de forskellige modeller i butikken. Hvis det er muligt at skelne de enkelte billedpunkter på en skærm, er den for stor. Omvendt er den naturligvis for lille, hvis detaljerne i billedet ikke er nemme at se.

Kilde: BFE 

I fjernsynets helt spæde barndom brugte man billedrør med en cirkelrund skærm, som man afmaskede foroven og forneden, så den kom til at minde lidt om et biograflærred. Da man begyndte at fremstille større billedrør i 1950'erne, blev de mere kvadratiske med et bredde/højde forhold på 4:3. Det var, hvad tidens teknik tillod.

Samtidig reagerede Hollywood studierne på konkurrencen fra TV'et ved at producere film i et bredere format, som passede til både tidens store biografpaladser og øjnenes naturlige synsfelt. Først omkring 1990 blev det muligt at masseproducere billedrør i WideScreen format.

I modsætning til filmbranchen, som aldrig har vedtaget nogen standard for WideScreen, har WideScreen TV det nævnte forhold mellem bredde og højde på 16:9 eller 1,78:1. Hvis et 16:9 program vises på et 4:3 TV, fylder billedet hele skærmens bredde, men ikke dens højde, så der vil være en sort bjælke over og under billedet. Denne gengivelse kaldes letterbox - brevsprække. Hvis en 16:9 skærm skal gengive et 4:3 billede, kommer billedet til at fylde hele skærmens højde, men der vil være en sort søjle på hver side af billedet.

Mange spillefilm er optaget i 2,00:1, 2,35:1 eller et endnu bredere format. Selv når sådanne film vises på et WideScreen TV, vil der være en sort bjælke over og under billedet, men disse bjælker bliver trods alt meget smallere, end hvis skærmen er i 4:3 format.

Det bliver også stadig mere almindeligt, at almindelige TV-programmer optages i 16:9 format. I november 2006 begyndte Danmarks Radio at sende TV Avisen og andre egenproduktioner i det brede format.

Der sendes og udgives dog stadig meget materiale i 4:3 format, og derfor har WideScreen TV normalt en automatisk funktion, som får ethvert billede til at fylde hele skærmen. Hvis et 4:3 billede forstørres lineært til at fylde en 16:9 skærm, bliver det beskåret i højden. Derfor sker der oftest det, at billedets originale højde bevares, hvorefter forstørrelsen bliver større i siderne end midt på skærmen.

Nogle TV-seere bryder sig ikke om denne manipulation med 4:3 billeder på 16:9 skærme. Derfor har WideScreen TV praktisk talt altid en mulighed for manuelt at vælge, hvordan den slags materiale skal gengives.

Kilde: BFE

Den digitale transmission skal bane vej for en helt ny situation med mange flere kanaler og andre valgmuligheder for TV-seerne, men den har også en række her-og-nu fordele, som ikke kan realiseres med analog teknik:

• Mulighed for ægte 16:9 WideScreen bredformat uden brug af zoom eller letterboxing.
• Mulighed for at slå undertekster til og fra.
• Elektronisk programoversigt op til en uge frem og mulighed for at styre optagelse på en tilsluttet video.
• Mulighed for at overføre 5.1-kanal digital surround-lyd.
• Bonusmateriale i lækker grafik som DR Extra (foreløbig kun via satellit).
• Bedre billedkvalitet.

Hvilke kanaler kan modtages?
Foreløbig kan DR1, DR2 og TV2 modtages digitalt. Desuden er der en særlig kanal med tegnsprogstolkning af enkelte programmer.

Da det digitale sendenet benytter de eksisterende sendemaster, vil næsten alle, der kan modtage TV2 analogt, også kunne modtage de digitale kanaler. Det vil sige, at DR2 nu virkelig er blevet landsdækkende.

Hvem kan få glæde af digitalt TV?
Alle, der modtager TV med egen tag- eller stueantenne, kan nyde fordelene ved digitalt TV

Familier, som er tilsluttet kabel-TV, kan i nogle tilfælde også modtage digitalt TV på denne måde. Det afhænger af det enkelte fællesantenneanlæg. Digitalt TV kan i mange situationer være bedre end analogt kabel-TV.

Husstande med egen satellit-parabol kan i forvejen modtage DR1 og DR2 digitalt. TV2 er aldrig blevet sendt via satellit, men kan nu modtages digitalt med en lille tagantenne - eller en stueantenne, hvor dækningen er god.

Hvad kræves til modtagelse af digitalt TV?
Mange nye fladskærms-TV har indbygget digital tuner. Det betyder, at de uden videre kan modtage de digitale TV-signaler via en antenne eller nogle kabelnet.

TV uden digital tuner kan praktisk talt altid tilsluttes en digital dekoder eller Set-Top Box. Sådan en dekoder kan købes for nogle få hundrede kroner og opefter, og den omdanner det digitale antennesignal til et analogt video- og audiosignal, som TV'et kan gengive. Dekoderen forbindes nemmest til TV'et ved hjælp af et SCART kabel.

Analog nedlukning
Allerede i 1998 begyndte satellit-operatørerne at omlægge deres kanaler fra analog til digital form. Det betød, at de kunne sende flere programmer via deres eksisterende satellitter, og siden 2005 er der praktisk talt ikke blevet sendt analogt satellit-TV i Europa.

Også i 1998 tog de store kabel-operatører fat på den digitale fremtid. De lancerede særlige digitale programpakker, som kræver en dekoder eller Set-Top Box mellem kabelnettet og TV'et. Digitalt kabel-TV er ikke blevet modtaget så godt af forbrugerne som digitalt satellit-TV. De fleste familier klarer sig udmærket med analogt kabel-TV, og da disse kanaler overføres parallelt med de digitale, er der endnu ikke blevet plads til flere programmer i kabelnettene.

Terrestrisk (mastbaseret) digitalt TV har længe indgået i den overordnede planlægning i Europa. Sådan et systemskifte kan give plads i frekvensbåndene til flere programmer og løse problemerne med interferens mellem kanalerne i tæt bebyggede områder med mange sendere.

Med indførelsen af digitalt TV i Danmark begyndte nedtællingen til nedlukningen af det analoge sendernet, der er planlagt til oktober 2009. Først til den tid vil al den båndbredde, som har været afsat til analoge TV-sendere, kunne udnyttes til digitale transmissioner. Det vil sige, at der kan sendes måske 30 kanaler eller flere, og nogle vil kunne være i HD kvalitet.

Der er mere information om digitalt TV på www.expertbonus.dk/digitaltv

Kilde: BFE

Et almindeligt TV-billede består af 576 synlige linier lodret og 720 punkter vandret (betegnes 720 x 576). Det har det gjort, siden den såkaldte CCIR standard for sort/hvid TV i Europa blev indført i 1950'erne.

Den begyndende overgang til farve-TV i slutningen af 1960'erne blev baseret på PAL standarden for farvesignaler, men da de eksisterende apparater også skulle kunne vise de nye programmer - i sort/hvid - blev der ikke ændret ved linieantallet.

Denne opløsning på 720 x 576 har hidtil været tilstrækkelig, da billedrørs-TV yderst sjældent er større end 32". Desuden har bedre billedmateriale med højere opløsning først været tilgængeligt for almindelige forbrugere fra 2004.

Med udbredelsen af flade TV er skærmene imidlertid blevet større, ofte 42" eller mere, og behovet for en afløser for de gamle TV-standarder er blevet mere udtalt.

I USA har problemet været særlig påtrængende, for dér har man den endnu ældre NTSC standard, som arbejder med kun 480 synlige linier. I USA begyndte man i 1998 at sende HDTV med op til 1.080 linier lodret og 1.920 punkter vandret. Efter en langsom start har forbrugerne virkelig taget HDTV til sig, for de har fået fantastisk flotte TV-billeder, der er meget skarpe og virkelighedstro på selv meget store skærme og lærreder.

I Europa startede HDTV på Astra satellitten i begyndelsen af 2004 med kanalen EURO1080, som siden er omdøbt til HD-1. Vigtige sportsbegivenheder som EM i fodbold og OL 2004 er delvist optaget i HD format, således at man i fremtiden kan se fortidens højdepunkter i flot kvalitet. Det virkelige gennembrud kom i forbindelse med FIFA World Cup i Tyskland i sommeren 2006, og der er store forventninger til HDTV transmissionerne fra OL i Beijing i 2008.

I 2006 blev det muligt for interesserede danskere at modtage HDTV fra satellit og kabel. Lanceringen af DVD'ens mulige efterfølger - Blu-ray Disc og HD-DVD - afspillere vil efterhånden give adgang til et betydeligt antal filmtitler. Denne udvikling kan yderligere accelereres af Microsoft's Xbox 360 og Sony's PlayStation3 spilkonsoller, som har HD kompatible disc-drev.

Endnu en kilde til HD materiale er avancerede digitale videokameraer, som kan optage billeder i broadcast-kvalitet med op til 1.080 linier lodret og 1.920 punkter vandret. Denne type videokameraer er faldet stærkt i pris og koster snart ikke mere, end forbrugerne betalte for almindelig digital billedkvalitet for nogle få år siden.

De nationale TV-stationer - herunder DR og TV2 - er tilbageholdende og afventende overfor de nye teknologier, da en overgang til HDTV kræver en politisk beslutning. Danmarks Radio har optaget nogle produktioner i HD kvalitet, men begynder næppe regelmæssige HDTV transmissioner før i slutningen af 2009, når det analoge sendernet er lukket.

Hele denne udvikling gør det oplagt at sikre sig HD kompatibilitet ved købet af et nyt TV.

Klar til HD - HD-Ready
For at undgå vildledende markedsføring og forvirring af forbrugerne udviklede organisationen EICTA (European Information & Communications Technology Industry Association), der er en sammenslutning af alle de førende producenter af underholdningselektronik, i 2005 et HD-Ready logo. Dette logo må organisationens licenstagere bruge i markedsføringen af deres billedgengivere (fladskærme og projektorer), hvis de opfylder de følgende betingelser:

1.LCD/Plasma skærmens eller projektorens grundlæggende opløsning skal være mindst 720 ægte fysiske linier i WideScreen format.

2.Billedgengiveren skal kunne modtage High-Definition materiale i både analog og digital form som henholdsvis komponent-video (YPbPr) og DVI eller HDMI signaler.

3.Billedgengiveren skal kunne vise både 720p og 1080i materiale. 720p programmer gengives i fuld opløsning, og 1080i materiale nedskaleres til billedgengiverens grundlæggende opløsning.

4.DVI og HDMI indgangene skal understøtte HDCP (High-Bandwidth Digital Content Protection) kopibeskyttelse.

Produkter, der overholder HD-Ready kravene, må mærkes med dette logo:

Full HD
HD-Ready mærkningen af fladskærme har været en stor succes. Både producenter og forhandlere har bakket op omkring initiativet, og forbrugerne har følt sig godt hjulpet. I dag er stort set alle LCD-TV fra 23" eller 26" og opefter samt de fleste plasma-skærme HD-Ready.

Imidlertid fortsætter den teknologiske udvikling, og opløsningen på bedre fladskærme og projektorer sættes i vejret til 1.080 linier lodret og 1.920 punkter vandret, så HD materiale i den højest mulige kvalitet kan gengives uden nedskalering. Ved udgangen af 2006 var der ikke formuleret en standard for billedgengivere med 1.080 fysiske linier, men de firmaer bruger betegnelsen Full-HD eller tilsvarende om disse produkter.

Om forholdet mellem HD-Ready og Full-HD kan man sige, at HD-Ready sikrer, at en fladskærm eller projektor kan gengive HD materiale, men ikke nødvendigvis med fuld opløsning. Full-HD betyder, at billedgengiverens opløsning svarer til det maksimale antal linier i HD materiale.

Uanset om der står HD-Ready eller Full-HD på en fladskærm eller projektor, er der ikke tale om et kvalitetsstempel. HD-Ready eller Full-HD fortæller kun, at HD materiale kan gengives - ikke hvor høj billedkvaliteten faktisk er.

Kilde: BFE

TV'et eller fjernsynet er én af det 20. århundredes mest betydningsfulde opfindelser og en afgørende del af grundlaget for nutidens informations- og underholdningssamfund.

Danmarks Radio begyndte at sende TV-programmer i sort/hvid i 1952. Det er længe siden, men forud for denne premiere lå faktisk mere end 50 års forskning og udvikling.

Grundlaget for TV'et, som vi kender det i dag, blev skabt i 1898 med Carl Ferdinand Braun's elektronrør - en opfindelse, der indbragte ham Nobelprisen i 1909.

Først omkring 1930 blev det teknisk muligt at fremstille billedrør, og fra 1935 og frem til anden verdenskrig blev der på forsøgsbasis sendt TV i Tyskland, England, Italien, Frankrig, USA, Holland og flere andre lande. De olympiske lege i Berlin i 1936 huskes bl.a., fordi der for første gang blev sendt direkte TV fra OL.

Allerede i 1954 kom de første, helt elektroniske farve-TV i handelen i USA. De arbejdede efter NTSC standarden. Vi skal frem til 1967, før PAL systemet var udviklet, og der kom farver på skærmene i Europa.

I Europa blev det grundlæggende skærmformat - forholdet mellem TV-skærmens bredde og højde - hurtigt fastlagt til 4:3. Det var, hvad tidens teknik tillod. Selv om man i 1950'erne var begyndt at producere film i WideScreen format, blev det først muligt at massefremstille billedrør i 16:9 format omkring 1990.

I 1997 startede den næste TV-revolution med store, flade skærme baseret på plasma-teknologi, og omkring 2000 begynder de første TV med LCD-skærme at dukke op.

Parallelt med denne udvikling blev der forsket i højere billedkvalitet, og især i USA arbejdede stærke kræfter på at skabe en afløser for NTSC systemet, som ikke alene var behæftet med farvefejl, men også havde en dårligere opløsning end det europæiske PAL system - 525 mod 625 linier.

I slutningen af 1980'erne eksperimenterede både europæiske og japanske firmaer med HD (High-Definition) TV på analog basis. Billederne var imponerende, men teknikken krævede så stor båndbredde, at en enkelt kanal eller to ville fylde et helt kabelnet, og det gjorde analogt HDTV kommercielt uinteressant.

Imens udviklede den amerikanske industri digitalt TV i HD kvalitet, og i 1998 startede de offentlige transmissioner. I begyndelsen var forbrugernes interesse behersket, men større og billigere HDTV skærme samt stadig flere HD programmer har overbevist seerne om teknikkens fortræffeligheder.

I Europa har HDTV kunnet modtages fra satellit siden 2004, og den højere billedkvalitet fik sit gennembrud i forbindelse med FIFA World Cup i Tyskland i sommeren 2006. I Danmark kan HDTV modtages fra satellit og kabel, men endnu ikke terrestrisk (mastbaseret) med almindelig antenner.

Kilde: BFE
 

TV-modtagelse via satellit kræver en parabolantenne og en receiver, der enten kan være analog eller digital. Der er i dag ganske få analoge TV-programmer tilbage, og de vil givetvis blive digitale inden for de nærmeste år. Der er mange ukodede digitale TV-programmer på satellitpositioner som f.eks. 13 og 19 grader øst. De dansksprogede positioner er kodede og ligger på 1 grad vest og 5 grader øst.

Der skelnes mellem frie og kodede kanaler, hvilket betyder, at man skal bruge en receiver med indbygget afkodningssystem og et smartcard fra en programudbyder for at afkode kanalen. Udviklingen går i retning af sikre kodningssystemer, der er indbygget i receiveren og beregnet til en programudbyder som f.eks. Viasat eller Canal Digital. Det betyder i praksis, at man skal bruge et smartcard fra en udbyder for at se en bestemt programpakke, og at receiveren skal være godkendt af den respektive udbyder for, at man som forbruger kan være sikker på at modtage alle programmer og tjenester.

De mest benyttede kodningssystemer i Danmark er NDS VideoGuard, som Viasat bruger, og Conax, som Canal Digital bruger. For at modtage de digitale TV-programmer er det derfor en forudsætning, at ens receiver har en af disse to kodningssystemer indbygget.

Fordelene ved digital TV-modtagelse er først og fremmest en bedre billed- og lydkvalitet, et stort udbud af TV-/radioprogrammer samt mulighed for pay per view (PPV), elektronisk programguide (EPG) og/eller evt. en harddisk til at optage TV-programmerne.

Med satellitbaseret TV bliver det muligt at se film i ægte 16:9 format samt med Dolby Digital 5.1 lyd, hvilket betyder, at omstændighederne for hjemmebioen bliver optimale.

Kilde:BFE

Plasma-TV er baseret på Plasma-paneler. Skærmen er opbygget som en matrix af celler indeholdende plasma-gas, hvor tre celler - rød, grøn og blå - udgør én pixel. Når en Plasma-celle modtager en elektrisk spænding, genererer den usynligt UV (ultraviolet) lys. Teknikken minder meget om et lysstofrørs. Dette UV-lys rammer farvede fosforpunkter - røde, grønne og blå - og danner et synligt billede.

LCD-skærme kendes fra bærbare computere. Når det gælder fladskærme til TV, så har LCD-skærme typisk været anvendt til de mindre og mellemstore TV-størrelser på op til 32". Da denne størrelse passer fremragende til de fleste mennesker, er markedet for LCD TV størst. Skærmen er opbygget som en matrix af celler med flydende krystal-molekyler, hvor tre celler - rød, grøn og blå - udgør én pixel. Bag skærmen er der baggrundsbelysning. Når de flydende krystal-molekyler modtager en elektrisk spænding, ændrer de retning. Populært sagt fungerer de som små "spejle", som skal dreje sig. Afhængigt af deres retning enten overfører eller blokerer LCD-cellerne for lys fra baggrundsbelysningen, så der dannes et synligt billede.

Begge teknologier kan levere skarpe, flimmerfri billeder med strålende, klare farver og frem for alt i et 'fladt' format, der kan hænge flot på væggen. Man kan ikke sige at den ene teknologi er bedre end den anden, selvom der er forskelle. Levetiden på både LCD og Plasma er i dag minimum samme levetid, som kendes fra billedrørs TV'et. De nyeste paneler af begge typer kan i langt højere grad end tidligere generationer udbedre problemerne med haler ved hurtige bevægelser.
Dog er der lige så stor forskel på billedkvaliteten, som der er på prisen. Så gør dig dine behov klart inden køb, f.eks. størrelse, High Definition eller ej, samt udstyrsniveau. Og kig så godt efter, om billedet står tilpas skarpt, farverigt og kontrastfyldt til dit behov. 

Kilde:BFE

"Hvorfor skal jeg gå op i, hvilket stik jeg har til at forbinde mit fjernsyn med andet elektronisk udstyr i stuen? - og hvilket stik skal jeg vælge?" - disse spørgsmål er der mange, som stiller sig selv i dag.

Når du vil opdatere dit gamle elektronik i stuen, skal du faktisk have "stik" i baghovedet, inden du køber. Her gennemgås fire forskellige typer; antennestik, scartstik, DVI og HDMI.

Antennestikket er det mest udbredte og bruges til analog TV-signal. Det er let at distribuerer rundt i huset, men har ikke samme høje billedkvalitet som de digitale signaler via scart, DVI og HDMI.

Scartstikket skal du bruge til nutidens videoer og DVD-optagere/afspillere. Det er et noget klodset stik (på grund af at det er 21-polet) i forhold til det gængse antennestik, men giver et væsentligt bedre signal til videoen. De fleste DVD’er leveres med scart. Du forbinder det ganske enkelt ved at sætte scartkablet bagpå fjernsynet og i videoen/DVD’en. Har du både video og DVD sammenkobles de via en scartboks til TV'et. Scartstikkets udformning gør det let at se, hvor stikket skal sættes ind - og der er derfor ingen mulighed for at tilslutte stikket forkert.

DVI & HDMI - hvad er nu det for noget?
På HD TV (High Definition TV), der skal kunne modtage både det analoge TV-signal, som vi kender, og fremtidens digitale signal, skal der være bestemte stikindgange. Her er det ikke nok med de gamle antenne- og scartstik. Det skal du være opmærksom på, når du køber nyt TV lige nu: TV’et skal være HD Ready, og det skal fremgå tydeligt af producentens specifikationer. Der vil også være en HD Ready mærkat på produktet.

Der skal være en indgang, som kan modtage HD-signalet via DVI eller HDMI. DVI er til modtagelse af billede alene, mens HDMI håndterer både billede og lyd. Disse to indgange kræver begge specielle stik bag på fjernsynet, som tilslutter HD TV’et med set-top bokse (der omformer TV-signalet), video, DVD og andet udstyr. Vær opmærksom på, at der i forbindelse med stikspecifikationerne står HDCP (Hign Bandwidth Content Protection), som bliver et fremtidigt krav for at kunne gemme og efterfølgende se HD-udsendelser.

Kilde: BFE

Det første udspil kom fra producenten Sony, som i 1979 lancerede det registrerede varemærke Walkman: En bærbar kassetteafspiller, som kørte på batterier. Pludselig blev det nemt at tage musikken med og at lytte til den ved hjælp af små hovedtelefoner. Efterfulgt af Discman, hvor der benyttes en CD i stedet for kassettebånd.

Flere producenter fulgte efter og lancerede lignende produkter, men vi skal frem til 1991, hvor det tyske institut Fraunhofer opfandt den i dag særdeles udbredte standard mp3. Instituttet arbejdede på et EU-projekt, der skulle finde en måde at komprimere lyden på til brug i det digitale radiosystem, DAB.

Undervejs udviklede Philips også en single-cd, som imidlertid ikke slog an - men i efteråret 2001 fik den en renæssance: Philips lancerede eXpanium, som var verdens mindste mp3-afspiller, der kan rumme over tre timers komprimeret musik på en single-cd, der er otte cm. i diameter.

Da computeren samtidig blev udbredt med eksplosiv hast i 1990’erne skete der for alvor noget: Musik kan komprimeres til mp3 – eller andre komprimeringsformater – på computeren, og så overføres til standard- eller single-cd'ere eller flyttes over på en harddisk.

Siden 1985 er det gået stærkt med den tekniske udvikling: Afspillerne er blevet mindre og mindre – samtidig med at de er i stand til at rumme mere og mere musik. Nu benyttes også minidisc, cden og hukommelskort som medie istedet for kassettebåndet.

Kilde: BFE

I 1970’erne vandt kassettebåndoptageren stor udbredelse, fordi lydkvaliteten var god og det var nemt at tage båndoptageren over skulderen. Og de seneste år er der atter kommet et boom i salget af bærbare optagere, fordi den teknologiske udvikling gør det muligt at kombinere flere ting:

Først og fremmest er mp3-formatet kommet til: Her komprimeres musikken på en computer, hvilket gør lagringsenhederne mindre, samtidig med at de kan rumme mere. Der findes derfor en stribe produkter på markedet, som udmærker sig ved at du kan have flere tusinde musiknumre med i lommen. Det betyder, at optageren kan tages med rundt, og det er nemt at overspille musik fra computere eller fra musikanlæg, ligesom flere også direkte via et kabel kan afspille mp3-filerne på et musikanlæg.

Ydermere findes modeller med indbygget mikrofon, så du kan bruge optageren som diktafon eller til at optage lyd fra ferieturen eller indtale, hvad det er, du fotograferer. En sidegevinst er, at optagerne også kan bruges som ekstra harddisk til data – for eksempel som sikkerhedskopi eller hvis data skal flyttes til en anden computer.

Optagerne benytter forskellige hukommelse: minidisc, hukommelseskort og harddisk.

Kilde: BFE

Både WMA og mp3 formater kan afspilles på de fleste afspillere. De kan ved at kopiere dem over på en cd afspilles i bilen eller på et andet anlæg. Den største forskel på de to formater er, at der - groft sagt - kan være dobbelt så mange musikfiler på samme plads i WMA-formatet som i mp3.

Til at begynde med kunne musikken kun komprimeres og afspilles på en computer. WMA – Windows Media Audio – kunne kun komprimeres på en Windows-pc. Efterhånden er der dog dukket små, bærbare afspillere op på markedet i stil med discman'en eller walkman'en. Disse har en indbygget hukommelse eller harddisk, så musikken kan overføres fra computeren. Sidenhen er der også dukket bærbare afspillere med optagerfunktion op. Optagerfunktionen betyder, at man kan optage direkte fra eksempelvis et musikanlæg. Omvendt kan man via et kabel afspille komprimerede filer over et almindeligt stereoanlæg.

Teknikken udvikles løbende, så kvaliteten fortsat bliver bedre og bedre – men helt på niveau med cd'ens lyd er en komprimeret lydfil ikke. På en cd kan der være 74 minutters musik – og når denne mængde skal komprimeres til cirka 1/10 eller mindre, så vil der være elementer, som må udelades.

Til komprimeringen benyttes psykoakustik, hvilket er en metode, som har gjort det muligt at registrere de dele af musikken, som det menneskelige øre svagt eller slet ikke opfatter. Der kan f.eks. være instrumenter, som nærmest drukner i andre instrumenter. Det er sådanne elementer, som fjernes ved komprimeringen.

Mp3 blev opfundet i 1991 af et tysk institut ved navn Fraunhofer - den i dag mest udbredte standard. Instituttet opfandt den i forbindelse med et EU-projekt, hvor de skulle finde en måde at komprimere lyd på til brug i digital radio, DAB.

Af øvrige komprimeringsformater kan nævnes ATRAC, mp3 Pro, AC (mp4), Ogg, MusePack, FLAC, Apple Lossless samt APE. Nogle er mere udbredte end andre. Der er også forskel på, hvor meget filerne fylder og hvor tæt de er på den originale lyd.

Kilde: BFE

Ved et navigationsanlæg forstås et anlæg, der hjælper en med at finde vej. Ved at indtaste en adresse kan ruten dertil vises på et display. Undervejs til destinationen gives der instruktioner som ”Drej til højre her” via bilens højttaler, samtidig med at bilens manøvrer vises på displayet.

Rent teknisk sammenlignes bilens position, som er hentet fra GPS satellitter, med et elektronisk vejkort, der ligger på cd, dvd, eller en anden form for hukommelse. Når en adresse indtastes, beregner anlægget den smarteste kombination af veje, der skal benyttes for at komme hurtigst, billigst eller smukkest muligt frem til destinationen. Afhængigt af mediet vil man kunne have en mere eller mindre detaljeret vejdækning. Nogle systemer skal have indlæst et nyt kort, hvis man krydser en landegrænse - mens andre systemer kan have det meste af Europa på et og samme kort.

De fleste navigationsanlæg er forsynet med en mængde allerede indtastede adresser. Således kan man finde hoteller, restauranter, golfbaner, bilværksteder osv. ved bare at søge på navnet eller byen. Nogle anlæg er desuden forsynet med en TMC-modtager. TMC giver dig vigtig information om trafikken – f.eks. om kødannelser, vejarbejde og uheld - og kan lede dig uden om forhindringen. I Danmark får du gode TMC informationer, nogle lande udsender ikke TMC informationer.

Navigationsanlæg findes i flere udgaver. For eksempel indbygget i en autoradio, hvor dennes display viser instruktionerne med pile; som et helt separat system med en 5- 7” skærm, der kan vise et decideret vejkort eller som en del af et komplet AV-system med dvd afspiller osv.

Kilde: BFE
 

Digital radio (DAB) er en digital sendeform hvor en række programtilbud kan pakkes på samme frekvens. Du vil som bruger derfor opleve, at skift mellem de forskellige indholdstilbud ikke sker ved at ændre frekvens men ved at "bladre" mellem de aktuelle udbud, der præsenteres ved navn på radioens display.

Digital radio-(DAB) modtagere findes der i dag mange forskellige modeller.

Kilde: BFE

DAB (Digital Audio Broadcast) er en digitalradio-variant, der transmitteres via et jordbaseret sendenet. Mens et analogt FM-radio har en specifik frekvens til hver kanal, er DAB baseret på en særlig teknik, der gør det muligt at pakke mange forskellige kanaltilbud på den samme frekvens (båndbredde).
DAB transmitteres i to separate frekvensområder: Det højfrekvente L-bånd og det lavfrekvente VHF-bånd (også kaldet bånd III) - der i princippet også kan benyttes til overførsel af tv-signaler. Den frekvensmæssige forskellighed opleves mest markant i forhold til sendernes rækkevidde.

VHF-båndets lavere frekvens betyder, at den enkelte senders rækkevidde er større end i L-båndets. Dette gør VHF-båndet velegnet til landsdækning.

L-bånds senderne har en kortere rækkevidde, og er derfor velegnet til en regional dækning.

I Danmark benyttes Kanal 12 C til den første landsdækkende DAB-blok, og der er en samlet netto-båndbredde på 1,1 MHz, der kan opdeles i en række "minikanaler" med en båndbredde, der kan varieres efter behov, og som styres af en såkaldt Multiplex. Klassisk musik i god lydkvalitet kræver mindst 192 Kbit/s, mens tale i monokvalitet – f.eks. i forbindelse med nyhedsudsendelser – kun kræver 64 Kbit/s. Det betyder, at en DAB-blok med den eksisterende teknik kan rumme 4-16 kanaler.

Det er ikke i alle situationer, at du har behov for den finpudsede HI-FI kvalitet, for dine forventninger til lydkvaliteten skifter i takt med lyttesituationen. Når du arbejder på din computer vil en streamet mp3-kvalitet ofte være tilstrækkelig, hvorimod du til den klassiske musikoplevelse i sofaen vil forstå at værdsætte en stereofonisk gengivelse i høj kvalitet. I bilen er det den lette programindstilling, der ikke kræver justering uanset, hvor du kører, der er den mest iøjnefaldende fordel. Og når du har køkkentjans eller er på stranden, er det muligheden for at modtage netop den musikgenre, som passer til situationen, der vil gøre radiolytning til en nydelse for dig.

Kilde: BFE

Først blev computeren populær. Så kom efterspørgslen på at have den med sig - dermed kom den bærbare computer på banen. I slutningen af 1990'erne, hvor Internettet var blevet mere udbredt, opstod behovet for at komme på Internettet med den bærbare computer. Først kom man frem til en kabelforbundet løsning. Sidenhen kom den trådløse løsning, hvor det blev muligt at forbinde computeren med mobilen ved at benytte infrarøde stråler eller Bluetooth.
Omkring årtusindeskiftet begyndte trådløse netværk at dukke op. Først til at forbinde computere, printere og Internet-routere, så det ikke længere var nødvendigt at trække ledninger mellem de enkelte dele.

Siden begyndte trådløse opkoblingsmuligheder til den bærbare computer at dukke op på offentlige steder såsom lufthavne, motorvejscafeer og kongrescentre. Tendensen bredte sig hurtigt til flere og flere steder. Amsterdam var den første by, som blev helt dækket af et trådløst netværk.

I takt med at apparaterne blev trådløse, kom også ønsket om at gøre hjemmet trådløst.

I forvejen havde computeren holdt sit indtog i hjemmet. Nu ser man flere og flere løsninger, som gør det muligt for hjemmets elektronik at arbejde sammen trådløst.

Philips var først med at lancere et samlet koncept. De skabte varemærket Connected Planet i 2002, hvor deres første produkt var et musikanlæg, der kunne hente - streame - musik direkte fra internettets musikstationer. I dag er det muligt at hente musik, film og digitale fotografier fra Internettet og efterfølgende se/høre det på et musikanlæg eller et fjernsyn overalt i huset.

Udover at der ikke skal trækkes ledninger mellem apparaterne, er en anden fordel i hjemmet, at der ikke er brug for flere computere: Fotografier, film og musik kan ligge på én computer og så vises/høres på dét anlæg, du er tættest på.

Via en avanceret fjernbetjening med tv-skærm er det muligt at styre det hele - og gå på Internettet for at tjekke e-mail eller hente baggrundsinformationer til den fodboldkamp, du samtidig ser på tv. Der er slet ingen begrænsninger for, hvad man kan koble op på det trådløse netværk: Gardinerne kan trækkes for eller fra, havevandingen kan startes, lysstyrken kan ændres etc.

Kilde: BFE